|
Psykoanalyse
Freud
Lacan
International
orientering
Psykoanalyse
Psykoanalyse adskiller sig radikalt fra mange andre
behandlingsformer af terapeutisk, psykiatrisk (medicinsk) eller
psykologisk art.
Grunden hertil er, at den ikke nødvendigvis kun
er rettet mod formen af det problem, som folk dukker op med, men
tillige mod det, der kan forårsage et problem som f.eks. stress,
angst eller depression, så det ikke dukker op igen.
Psykoanalyse eller terapi, der bygger på
psykoanalysens ideer, arbejder med kortere eller længere varige
terapeutiske eller analytiske forløb.
Freud
[Tekst kommer]
Lacan
Den franske psykoanalytiker Jacques
Lacans (1901-1981) undervisning og skrifter skaber en
revolutionær fornyelse af den psykoanalytiske teori og praksis.
Han arbejder heri på at fastholde den omvæltende karakter
ved Freuds opdagelse af det ubevidste over for den forkastelse heraf,
der via udløberne af jegpsykologien forsøger at reducere
psykoanalysen til en
enkelt gren af psykologien.
Lacan er uddannet læge og
psykiater, og bliver i 1936 medlem af Sociéte Psychanalytique
de Paris
(Paris’ psykoanalytiske selskab) i 1936. Hans mundtlige
undervisning
(Seminarer) begynder i 1953 og fortsætter til hans død i
1981. Hans
undervisning udgør en bemærkelsesværdig
bestræbelse på at udvikle en
rationel beskrivelse af den psykoanalytiske praksis. Hans skrifter (Écrits),
der udgør en antologi af artikler, som gør ham
berømt uden for
psykoanalytiske kredse, bliver publiceret i 1966.
Lacan udvikler gradvist, hvad han
betegner som en
”Tilbagekomst til Freud” via en beskæftigelse med
hidtil ubemærkede
konsekvenserne af grundlæggerens arbejder, idet han
fremsætter begreber som
begær, subjekt, fallos, signifiant og nydelse. Han opsamler
forskellige områder
for viden, herunder lingvistik, filosofi, psykiatri og matematik, men
uden
nogensinde at give slip på, hvad psykoanalysen kan fortælle
om mennesket. Han
følger i dette arbejde sin helt egen vej og understreger
eksistensen af det
reelle, der er på spil i den psykoanalytiske erfaring, hvor det
dukker op i
bl.a. nydelsen og symptomerne.
Ud fra disse betragtninger udleder
han en fornyet forståelse af den
psykoanalytiske praksis, der medfører hans eksklusion fra den International
Psychoanalytical Association (IPA) i 1964, hvilket han svarer
på med skabelsen
af Ecole
Freudienne de Paris
(Paris’ freudianske skole). I modsætning til IPA’s
sterile ritualisering af
sessioner med ganske bestemt tidslængde og med analytikeren som
den empatiske
og principielt bedrevidende person forsøger Lacan med sine
tekniske tilnærmelser
at fremprovokere en åbning af det ubevidste hos patienten. I
modsætning til
IPA-psykoanalytikeres primære idé om
modoverføringen, der forstås som
analytikerens overføring på sin patient, gør Lacans
psykoanalytikerens begær
til det centrale omdrejningspunkt i overføringen og den
analytiske akt. Dette
begær udgør betingelsen for at reducere nydelsen knyttet
til symptomerne.
Lacan stiller også radikalt
spørgsmål ved de kriterier,
som IPA-psykoanalytiske institutioner indtil da har benyttet for
acceptere en
kandidat som analytiker. IPA’s idé om, at analytikeren er
klar til at modtage
kandidater efter fire år, forekommer ham at være alt for
skematisk og indgyde en
falsk garanti for dennes evner. Han sætter grundlæggende
spørgsmålstegn ved
en sådan didaktisk analyse som garant for en egentlig dannelse af
psykoanalytikeren. Han opfinder i stedet for i den nye skole en ny
procedure til
at udnævne nogen som psykoanalytiker: la passe, der er
en procedure, som gør
det muligt for analysanden, der ønsker at blive analytiker, at
producere et
overførligt vidnesbyrd på, hvad en analyse er, når
den munder ud i sin
logiske konklusion. På den måde kan analysanden
’passere’ til
analytikerens position.
Lacan fortsætter for de, der
arbejder med effekterne af
hans ideer, med at fremstå som den, som udfordrer enhver
analytiker til at
investere hele sin væren i den psykoanalytiske praksis.
Litteratur:
Lacan,
J. (1953-54): Les écrits technique de Freud. Paris:
Seuil, 1975.
Lacan,
J. (1954-55): Le moi dans la théorie de Freud. Paris:
Seuil, 1978.
Lacan,
J.(1955-56): Les psychoses. Paris: Seuil, 1981.
Lacan,
J.(1959-60): L'éthique de la psychanalyse. Paris: Seuil,
1986.
Lacan,
J. (1963-64):
Psykoanalysens fire grundbegreber.
København: Politisk Revy, 2004.
Lacan,
J.: Écrits. Paris: Seuil, 1966.
Lacan,
J. (1969-70): L'envers
de la psychanalyse. Paris: Seuil, 1991.
Lacan,
J. (1972-73): Encore. Paris: Seuil, 1975.
Rasmussen,
R.: Jacques
Lacans psykoanalyse. En indføring. København:
Munksgaard, 1994.
International orientering
[Tekst kommer]
|